Kreative visionærer: Fejring af AAPI's arv gennem kunst og smag

1 Hotels tror vi på, at kreativiteten blomstrer, når den er forankret i både naturen og samfundet. I denne AAPI Heritage Month er vi stolte af at hylde kunstnere, hvis rige kulturelle baggrunde informerer og inspirerer deres arbejde på meningsfulde måder. Gennem deres forskellige håndværk minder de os om, at kulturarv ikke bare er noget, vi fejrer - det er noget, vi lever, indånder og deler.

Clarice Cho, en Brooklyn-baseret bogstavkunstner og designer, bringer glad energi og bevidst design til kridttavlerne på 1 Hotel Central Park og 1 Hotel Brooklyn Bridge. I San Francisco blanderchocolatier Michiko Marron-Kibbey - grundlægger af Deux Cranes- japansk arv med fransk teknik for at skabe konfekt, der er lige så udtryksfuld, som den er udsøgt. I denne måned kunne gæsterne nyde hendes kunst ved en særlig pop-up på 1 Hotel San Francisco. Fra håndskrevne beskeder til håndlavede søde sager inviterer Clarice og Michiko os til at opleve kulturarv gennem kunst, smag og følelser.

Tag plads, når vi taler med Clarice og Michiko om, hvordan de forvandler personlig historie til fordybende, sanselige oplevelser.

CLARICE CHO, BOGSTAVKUNSTNER OG DESIGNER | PARTNER PÅ 1 HOTEL BROOKLYN BRIDGE & CENTRAL PARK

Dine værker er så fulde af energi, farver og humor. Hvordan har din opvækst og kulturelle baggrund formet din kunstneriske stemme og dit perspektiv?

"Energi, farve og humor" er helt ærligt gode adjektiver til at beskrive mig som menneske, ud over mit arbejde. Jeg har altid beskrevet mig selv som en "fangirl", fordi jeg er dybt entusiastisk og begejstret for de ting, jeg elsker. Og det kan man se i mit arbejde: Jeg elsker mad, at rejse, at være vært for middagsselskaber og at være kronisk online. Mit arbejde råber det ud på den højest mulige måde gennem brug af lyse farver, maksimalistiske dekorative elementer og fed skrift. 

Bogstaver føles så personlige, næsten som en håndskrevet samtale med verden. Hvad trak dig først til kunstformen, og hvordan har den udviklet sig for dig med tiden?

Så længe jeg kan huske, har jeg været besat af håndskrift og smukke typer. Jeg kan sige, at det startede med, at jeg afleverede noter i klassen (ja, børn, i *sæt ildevarslende musik på* tiden før telefonen). Mine venner og jeg sendte jævnligt "personlighedsnoter", hvor vi skrev hinandens navne i en bobletekst og fyldte siden med kruseduller og små bemærkninger som "jeg elsker dine sko i dag!" Det var en måde at føre en samtale på i timerne, men på et endnu mere kreativt og udtryksfuldt niveau. Jeg har stadig disse minder hjemme hos mine forældre, fordi de er en god påmindelse om, hvor det hele startede.

Selv om jeg ikke længere deler noter ud, ser jeg stadig på brevskrivning med de samme briller - det er en kreativ, sjov og ekstremt visuel måde at sige noget på. Du formidler et budskab og håber, at folk i den anden ende modtager det med gennemslagskraft - hvilket jeg tror kun er blevet mere afgørende med tiden. 

1 Hotels tror vi på, at kreativitet trives i forbindelse med naturen og fællesskabet. Hvilke miljøer eller ritualer hjælper dig med at føle dig mest inspireret eller forankret, når du skaber?

Jeg er fra Bay Area i Californien, så min kærlighed til naturen har dybe rødder (ordspil helt tilsigtet). Jeg joker ofte med, at jeg er som en plante og har brug for fotosyntese, så jeg bruger næsten alle mine weekender i de varme årstider på at vandre, campere, surfe, svømme eller bare sidde i en park i New York City med en god bog. Jeg rejser også meget, og det har stor indflydelse på mit arbejde. Jeg fører en rejsedagbog, der fungerer som et illustreret pas til alle de steder, jeg har været. Jeg føler mig altid inspireret af naturen og landskabet, og det indarbejder jeg i illustrationerne. For eksempel dykkede jeg i Filippinerne, så jeg tegnede den slags koraller, jeg så i illustrationen; jeg tog til Jeju Island og indarbejdede de appelsiner, de er kendt for, i illustrationen; og i Vancouver tegnede jeg de planter og det dyreliv, jeg så, da jeg var på vandretur. 

Uden at observere naturen ville det være næsten umuligt at skabe stor kunst. Og at skildre naturen i mit arbejde er min måde at vise taknemmelighed over for vores planet og dens vidundere. Det er begrænset, hvor meget inspiration der kan komme fra Pinterest eller TikTok - den ægte vare er det, du kan føle, se og observere med dine egne øjne.

AAPI Heritage Month handler om at ære både personlige historier og fælles historier. Hvordan påvirker din identitet din tilgang til kreativitet, fællesskab eller historiefortælling gennem design?

Da jeg gik i folkeskolen, tog jeg kurser i kinesisk kalligrafi og kinesisk penselmaling i weekenden. Det var min introduktion til kalligrafikunsten - noget, som både min far og hans far var meget passionerede omkring. Så ikke alene lærte jeg om denne smukke, gamle kunstform i en tidlig alder, men det var også en måde at forbinde os over vores fælles arv på tværs af generationer. 

Jeg tror også, at min opvækst som minoritet i et overvejende hvidt kvarter fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved min identitet, og hvor jeg passede ind. Kreative udfoldelser var en god måde at få mening i det hele på, som en slags terapi. Med kalligrafi er arbejdet ikke bare smukt, men formidler bogstaveligt talt et budskab, så jeg bruger det som et redskab til at fortælle verden, hvem jeg er, og hvad jeg står for.

Hvilke råd vil du give til håbefulde AAPI-kunstnere og -producenter om at omfavne deres fulde, autentiske selv i brancher, der nogle gange presser på for konformitet?

Det lyder måske som en kliché, men det er også sandt: Din identitet er din superkraft, og det er den, der gør dig til en enhjørning. Alt arbejde er afledt på en eller anden måde, og det mener jeg ikke som en fornærmelse - alle vi kunstnere er inspireret af hinanden, og det er det, der er så magisk ved at være en del af det kreative fællesskab. Og samtidig vil man ikke have, at ens arbejde skal ligne en andens, for det findes allerede. Og det er her, du kan skille dig ud fra mængden ved at inddrage de ting, der gør dig til DIG. 

Den sidste ting, jeg vil sige, er, at i brancher, der presser på for konformitet, skal du skubbe tilbage. Der er en grund til, at de ser på dit arbejde og talent, så vær tro mod det.

MICHIKO MARRON-KIBBEY, GRUNDLÆGGER AF DEUX CRANES | 1 HOTEL SAN FRANCISCO

Dine kreationer på Deux Cranes er lige så visuelt imponerende, som de er dybt smagfulde. Hvad inspirerede dig til at fusionere japanske og franske traditioner gennem chokolade, og hvordan har din arv spillet en rolle i den vision?

En rød tråd i både den japanske og den franske kulinariske tradition er den dybe værdsættelse af mad, der ser lige så smuk ud, som den smager. Det er noget, jeg voksede op med i Japan - uanset om det var i de kærligt arrangerede bento-kasser, som mødre lavede hver morgen, eller i den visuelle poesi i et kaiseki-måltid, hvor hvert element er nøje overvejet. Da jeg flyttede til Frankrig, blev jeg glad for at finde den samme ærbødighed for både smag og æstetik. Da jeg startede Deux Cranes, føltes det naturligt - og vigtigt - at overføre den filosofi til alt, hvad vi skaber. Visuel skønhed og dybde i smagen går hånd i hånd i vores produktudvikling.

Historiefortælling er sådan en stærk tråd i dit arbejde, fra smagskombinationer til emballagedesign. Hvordan ser du chokolade som et redskab for kulturel hukommelse, identitet eller endda helbredelse?

Chokolade er den perfekte beholder for både smag og design - bedragerisk enkel, men alligevel utrolig kompleks. Den bærer allerede på sin egen historie, fra den jord, den voksede i, til de hænder, der høstede og gærede bønnerne. Først skal du ære den historie. Så kommer udfordringen: at lægge sin egen fortælling ovenpå gennem smagen. Japanske ingredienser har en tendens til at være subtile og nuancerede, så når man arbejder med en fed kakaoprofil, handler det om at finde balance og harmoni.

I modsætning til en anrettet dessert har du ofte kun én bid til at formidle din vision. Hvert lag skal tælle. Visuelt læner vi os op ad farver og tekstur, mens vores emballage forbliver minimal, men meningsfuld - så chokoladen får lov til at tale. Jeg elsker, at chokolade tilbyder dette strømlinede, udtryksfulde lærred. Det er et medie, der indbyder til historiefortælling og refleksion - og jeg tror, det er derfor, det vækker genklang hos chocolatiers og kokke over hele verden.

Hvilke udfordringer har formet din iværksætterrejse som japansk-amerikansk kvinde i en verden af fin chokolade, og hvilke øjeblikke af stolthed har holdt dig i gang?

Verden af fin chokolade - og mad i det hele taget - har længe været vesteuropæisk centreret og overvejende mandlig. At navigere i den som japansk-amerikansk kvinde har sine udfordringer, men jeg har også fundet styrke og inspiration i det voksende antal små producenter af AAPI-afstamning. Jo mere mangfoldig denne branche bliver, jo bedre og mere levende bliver den.
Jeg ser ofte på mine kolleger og føler mig oprigtigt inspireret af deres kreativitet. Den innovative ånd får mig til at blive ved med at udvikle mig - at skabe chokolader, der ikke bare er lækre, men også dybt personlige og afspejler, hvem jeg er. Hver gang nogen smager på vores konfekt og fortæller mig, at den vækker genklang hos dem, er det det øjeblik, der holder mig i gang. Det er utroligt sårbart at sige: "Dette er fra mine minder, fra min fantasi. Jeg håber, det taler til dig." Når det gør det, er det den mest bekræftende følelse - som at blive set fuldt ud gennem sit arbejde.

AAPI Heritage Month indbyder til refleksion og fejring. Hvad betyder denne måned for dig personligt, og hvordan håber du, at dit arbejde bidrager til den bredere fortælling om AAPI-kreativitet og -ekspertise?

Jeg er utrolig stolt af at være japansk-amerikaner - især på grund af den modstandskraft, vores samfund repræsenterer. AAPI Heritage Month er en chance for både at ære, hvor vi kommer fra, og fejre alt det, vi har opbygget her, på det sted, vi nu kalder vores hjem. Jeg tænker ofte på min bedstemor i denne måned. Hun var andengenerations japansk-amerikaner, født og opvokset i Californien, og besøgte først Japan som voksen. Alligevel bar hun sin families traditioner med sig. Hendes mor var immigreret fra Japan og brugte ingredienser dyrket på deres gård i Californien til at genskabe smagen fra hjemmet. Den handling - at bruge det, der var til rådighed, til at bevare hukommelse og kultur - var stærk. Hun gav de færdigheder videre til min bedstemor, som gjorde det samme: så et madlavningsprogram, læste en opskrift og improviserede så med det, hun havde i sin have eller sit spisekammer, for at lave noget lækkert og meningsfuldt. Den form for kreativ tilpasning er det, jeg finder så inspirerende. Jeg håber, at Deux Cranes fortsætter i den ånd - at de respekterer traditionen og samtidig skaber noget nyt. Hvis vores chokolader kan bidrage bare en lille smule til den udviklende historie om AAPI-kreativitet og ekspertise, er jeg dybt beæret.